Fortællerruten
Fortællerruten
Fortællerruten i og omkring Timring, hvor der er nedslagsteder ved
- Torvet, Kirken, Møltrup, Naturen/kirkestien, Skolen og Mejeriet (læs mere nedenfor)
Ved disse steder kan du læse og høre mere, hvis du skanner QR koden. Der er også et kort over ruten, hvor du kan se, hvor du står (rød prik, grøn ved Torvet), ruten er små 5 km.
Vores projekt er helt gennemført, når vi kommer til efteråret 2025, hvor vi får etableret en "kirkesti" fra Timring Kirke til Møltrup - så følg med her ;O)
Parkering
Du kan starte, hvor du har lyst, men vi har taget udgangspunkt i
Torvet Timring, Birkmosevej 0-2, hvor der er mulighed for at parkere.
Der er også mulighed for at parkere ved Timring Skole og dagtilbud Birkmosevej 26, hvor skiltet er på modsatte side.
Ved kirken er der også mulighed for at parkere på Møltrupvej 48, hvor skiltet er placeret efter det sidste hus på højre hånd.
Torvet og byudvikling:
KIRKEBY
I 1850 havde Timring sogn 361 indbyggere, og folk boede spredt i det store sogn på gårde og husmandssteder. Landsbyen Kirkeby ved Timring Kirke bestod kun af kirken, gårdene Kirkegaard og Bjerggaard, et par små ejendomme og en smed lidt nord for hovedvejen, som fra Møltrup førte ud til studedrivervejen (i dag hovedvejen Rute 11), der førte videre til Ringkøbing, mod nord gik til Holstebro og mod syd til de tyske markeder.
Befolkningen levede mest af landbrug, fåreavl og strikning. De fleste var fæstebønder og daglejere under Møltrup, dertil kom nogle gårdmænd. Sognets største arbejdsplads var herregården Møltrup. Der var også et par snedkere, en smed, en møller, en skrædder og en skomager. Sognets fattiglemmer boede rundt omkring i småhuse eller hos andre familier.
TIMRING
I 1860 købte Anders Kirkeby en lille ejendom på Bjerregaardvej 4 i 1860 – kaldet Kirkehuset, og da købmanden åbnede i 1885 og mejeriet blev opført i 1891, kom der gang i byudviklingen. Sidst i 1800-tallet solgte Anders Kirkehus noget af jorden fra nord for Møltrupvej, og her opstod de første byggegrunde.
Omkring 1900 fik landsbyen også præstegård, mejeri, biskoler, missionshus og købmand, og disse vigtige funktioner trak folk til. Efterhånden som landsbyen voksede, skiftede den navn til Timring, og der kom flere håndværkere og småhandlende. I 1901 var sognets befolkning steget til 914, og der var 19 bygninger i Timring – inklusive en træskohandler og en brødhandler. Omkring 30 år senere var der over 40 bygninger.
I 1906 løsrev Timring sig fra Vildbjerg og Nøvling til en selvstændig sognekommune, fordi indbyggerne i Timring ikke ville være med til at finansiere den nye jernbane gennem Nøvling og Vildbjerg. Udviklingen fortsatte, og i 1916 havde Timring forsamlingshus, slagter, købmand, smed, fiskehandler, tømrermester og murermester. Brugsen åbnede i 1919.
BYGGEBOOM
I 1930 var der 1.225 indbyggere, og byen havde også fået cykelhandler og foderstofforretning. De næste årtier åbnede flere virksomheder, og i 1960 havde sognet 10 gange flere håndværks- og industrivirksomheder end landbrug.
Fra 1950 oplevede Timring et regulært byggeboom, og mange af de rødstenshuse, som ligger langs Møltrupvej og i sidegaderne er opført af mursten fra Møltrup Teglværk. Her var købmænd, missionshus, mejeri, foderstofforretning, forsamlingshus, kommunekontor, barber- og frisørsalon, skomager og skoudsalg, mælkeudsalg og en manufakturforretning med galanteri (dameundertøj), vognmænd, autoværksted samt store murer- og tømrervirksomheder. Desuden havde byen et andelsfrysehus fra 1950 til 1978, hvor de indbyggere, som ikke havde fryser hjemme, kunne opbevare deres varer.
Mange af egnens kvinder var beskæftiget med strikkeri og syning hjemme, og omkring 1960 fik Timring også en tekstilfabrik på hjørnet af Møltrupvej og Trehøjevej. Disse hjemmearbejdspladser ophørte i 1990’erne.
FORSTAD
I 1968 blev der udstykket et større område sydvest for Møltrupvej og Birkmosevej, kaldet Pipkvarteret pga. de mange gadenavne opkaldt efter fugle. Timring fik mange tilflyttere, men var samtidig ved at udvikle sig til en forstad til Vildbjerg og Herning, og den tidligere så aktive bymidte blev til en soveby. Folk fik biler og arbejde uden for byen, hvilket betød, at man ikke længere handlede lokalt. Vildbjerg var allerede i 1900-tallets begyndelse den største nærmeste by og overtog i 1970’erne helt de funktioner, som Timring havde haft.
Timring sogn er stadig primært landbrugsområde målt på areal, men i forhold til virksomheder er der flest inden for håndværker-, service- og industrifagene.
Torvet i Timring blev forskønnet i 2022. Her lå tidligere fattighuset og senere en foderstofforretning.
Området nord for byen ved Bjerregaards Mark blev udstykket kort efter årtusindskiftet. I 2023 indviede byen Oasen, et rekreativt område med regnvandsbassin syd for byen. Timring sogn havde i 2024 i alt 1.316 indbyggere.
Kirken
BELIGGENHED
Midt på en 60 m høj bakkeø hæver Timring Kirke sig over landskabet og har lagt navn til Kirkeby, hvorfra landsbyen udviklede sig og blev til Timring. Kirken blev opført i 1100-tallet og er helgenviet til Sankt Trab. Ingen ved, hvem han eller hun var, men navnet kan være en forvanskning af et latinsk helgennavn.
Ved siden af kirken ligger en 3 m høj 14 m i diameter stor gravhøj fra oldtiden. Ofte blev kirker opført tæt ved eller ovenpå hedenske helligdomme for at styrke den nye tros magt. Nær kirken ligger også to helligkilder; den ene findes stadig ved Helligkildebakken; den anden lå på kirkegården, og herfra hentede man tidligere vandet til døbefonten.
EJERFORHOLD
Kronen ejede kirken indtil 1740’erne, hvor familien Linde på Møltrup købte den. En stor del af kirkens inventar, bl.a. alterkalken og messingstagerne, er skænket af Møltrups skiftende ejere. I 1908 skænkede A.P. Jensen kirken til sognets beboere til selveje.
Oprindeligt udgjorde Timring og Vildbjerg et pastorat med Timring som annekssogn. I 1818 blev Nøvling tilføjet som annekssogn. Præsten havde en annekspræstegård i Timring, men flyttede i 1648 permanent til Vildbjerg, og gården Kirkegård blev fuldtidslandbrug. Da Timring Kirke den 8. oktober 1900 blev et selvstændigt pastorat, fik Timring sin egen præst, og der blev opført en ny præstegård i 1901 på hjørnet af Møltrupvej og Birkmosevej; den blev revet ned i 1968 og erstattet af en mere tidssvarende på Præstegårdsvej 2.
I 1901 blev en ny filialkirke indviet i Tiphede, og præsten i Timring fik to kirker at betjene. Timring og Tiphedes første præst var Ole Jørgen Thuesen (1869-1938).
ARKITEKTUR
Oprindeligt bestod kirken af kor og skib i romansk stil. Kirken blev opført af granitkvadre, men senere tilbygninger og ændringer er foretaget med røde mursten. I senmiddelalderen blev tårnet opført og indrettet med et herskabspulpitur (en siddeplads) for Møltrups ejere, men i 1700-tallet blev tårnets overdel taget ned og reduceret til samme højde som skibet.
Til venstre for hovedindgangen findes et stort glughul fra pesttiden i 1300-tallet, hvor smittede og andre syge ikke måtte komme ind i kirken, men stod udenfor og kiggede ind på de kirkelige handlinger.
Døbefonten i romansk stil stammer fra kirkens indvielse. Altertavlen og alterbilledet i renæssancestil er fra 1600-tallet, og motivet er korsfæstelsen. Prædikestolen med malerier af de fire evangelister er ligeledes fra 1600-tallet og en stilblanding af barok, renæssance og ”jysk klassicisme”.
I 1919-1920 foregik en større ombygning ved arkitekt Harald Lønborg Jensen (1871-1948), og kirken fik sin nuværende korsform. Kirken fik sine to korsarme, våbenhuset blev flyttet, og sakristiet blev opført øst for den nordre korsarm. Ved samme lejlighed genfandt man kalkmaleriet over korbuen. Det er fra 1682 og forestiller Anne Dyre og ægtemandens våbenskjolde samt et skriftsted fra Salmernes Bog 51. Kirken er siden blevet restaureret flere gange, senest i 2014, hvor der kom nye vinduer og bænke samt ny belysning og gulvbelægning.
KIRKEGÅRDEN
En gammel talemåde siger, at i Timring bliver de døde ikke begravet, men druknet. Jorden er nemlig så lerholdig, at vandet står højt og har svært ved at sive væk på trods af flere dræningsforsøg siden begyndelsen af 1900. Denne særlige lerart har betydet, at den nordlige del af kirkegården nu er fredet.
Kirkegården har to særlige afsnit for de mænd, som har boet på Møltrup Optagelseshjem. I det ældste afsnit øst for kirken ligger også Møltrups to første forstanderpar, Johannes og Marie Munck samt Peter og Ellen Kastrup.
Nord for kirken er lærer og museumsforstander Jens Andersen Trøstrup (1830-1915) begravet. Han stiftede Herning Museum og bevarede dermed den midtjyske almuekultur med hedebønder, hosebindere og folkeminder for eftertiden.
Ved siden af kirken ligger missionshuset Bethel, der er opført i 1902 og restaureret 1954.
Møltrup
HERREGÅRD
Møltrup Hovedgård ligger ved Vorgod Å med frugtbare enge og agerjord, men de skiftende ejere har ofte været i pengenød. Navnet kommer af ”moltorp” og betyder udflytterbebyggelsen ved møllen.
Den første kendte ejer var Jørgen Spliid Fasti midt i 1400-tallet. I 1600-tallet frasolgte adelsmanden Ove Blik og hustruen Anne Dyre store dele af godset, og i 1685 solgte Anne Dyres arvinger gården til Christen Linde (1626-1706), hvis efterkommere ejede Møltrup indtil 1813. Dette var en god tid for Møltrup. Christen Linde fra Holstebro tjente en formue på jordopkøb og studedrift. Han blev adlet under navnet de Linde, og selv om han ikke selv boede på Møltrup, efterlod han en veldrevet gård.
Efterkommeren Christen de Linde (1734-1812) overtog Møltrup i 1773 og dermed også Timring, Snejbjerg og Tjørring kirker. I 1777 opførte han det nye stuehus længere mod nord. Indgangspartiet prydes af årstallet samt hans og hustruen Sophia Hedevig von Lüttichaus våbenskjolde. De tre avlsbygninger ligger symmetrisk ud for hovedbygningen og er genopført efter en stor brand den 26. juli 1955.
TEGLVÆRK
I 1800-tallet havde hovedgården mange skiftende ejere, der som regel solgte mere jord fra, end de købte. Først med teglproduktionen fulgte en stabil økonomi. Teglbrænderiet begyndte under grev Vincens Lerche (1815-1891), og den gode lerjord har leveret teglsten og drænrør til både herregården og mange af Timrings bygninger.
I 1901 købte A.P. Jensen (1854-1941) Møltrup på tvangsauktion. Herregårdens største aktiv var den gode lerjord, og A. P. Jensen udbyggede teglværket. Han frasolgte en del af Møltrups jord til statshusmandsbrug og skænkede Timring Kirke til selveje, og i 1912 besluttede han sig for at sælge selve herregården for at koncentrere sig om teglværket. Inden salget opførte han gården Ny Møltrup til sig selv.
Den store ringovn kunne rumme 40.000 sten ad gangen og årligt producere 2-3 mio. sten. Lergraven blev efterhånden 60-70 m bred, 200 m lang og 10 meter dyb. Leret blev gravet op, og en tipvogn med skinnehjul transporterede leret hen til ælterummet, hvor arbejderne skovlede sand i, pressede det ud på skæreboret og skar stenene i murstensform. Derefter skulle stenene tørre, inden de blev brændt.
Teglværket var en af Timrings største arbejdspladser og fungerede indtil 1964, hvor det brændte ned og ikke blev genopbygget. Møltrup Sø opstod efter teglværket blev nedlagt i den gamle lergrav.
OPTAGELSESHJEM
Filosofien bag Møltrup Optagelseshjem har altid været, at det er et hjem i en kristen ånd. Ophavsmanden var Johannes Munck (1867-1919), som havde været fængselspræst i Vridsløselille Statsfængsel i 18 år og mente, at straffeafsoning alene ikke var vejen frem. Ofte havde fangerne ingen familie eller arbejde at komme ud til, og han ønskede et fristed, hvor mændene kunne komme på fode igen. En dengang anonym giver, Morten Vilhelm Brandt (1854-1921), skænkede 120.000 kr. til købet, og Møltrup Optagelseshjem åbnede 1. juli 1912.
Efter Johannes Muncks død omdannede enken Marie Munck (1866-1938) Møltrup til en selvejende institution. Hun blev boende sammen med det nye forstanderpar, Ellen og Peter Kastrup, til sin død. Pastor P. Kastrup (1886-1952) havde været medhjælper for pastor Munck i Vridsløselille.
Siden 1912 er heden blev opdyrket og engene drænet. Nye stalde, arbejds- og beboelsesbygninger til beboere og medarbejdere er kommet til efter behov, bl.a. er A.P. Jensens gamle teglværksvilla blevet til bofællesskab. I 1996 blev plejehjemmet Lindely til de ældre beboere indviet, og Møltrup ejer flere udflytterboliger i området.
Møltrup har arbejdende værksteder med smedje, savværk, montage og pakkeri samt landbrug med gårdbutik. Driften finansieres af indsamlinger til Møltrup Støttefond samt offentlige midler.
Møltrup Optagelseshjem var og er et hjem for alle, både vagabonder og tidligere straffede. De eneste krav er, at mændene ikke drikker, vil arbejde og være en del af familien. På gårdspladsen står en mindesten for Johannes og Marie Munck.
Forstanderliste over Møltrup
1912-1919 Johannes og Marie Munck
1919-1952 Peter og Ellen Kastrup
1952-1972 Viggo og Ingrid Jepsen
1972-1999 Johannes og Lis Munck Jepsen
1999-2022 Ebbe og Elise Larsen
2022- Henning og Torill Kristensen
Naturen/Kirkestien
LANDSKABET
Timring sogn ligger på Skovbjerg Bakkeø, som er den største vestjyske bakkeø. Det er et gammelt morænelandskab fra næstsidste istid, og bakkeøen omgives af hedesletter fra sidste istid. Det er den ældste landskabstype, vi har i Danmark.
Sognets stednavne vidner om, at der engang var flere mindre skove og kratbevoksninger. Timring betyder tømmer, og stednavnene Skovbjerg, Træbakke, Birkmose og Riis henviser også til træ.
Timring hæver sig højest nordligst i sognet. Øst og syd for landsbyen ligger Vorgod Å og Bolsvad Bæk med omliggende enge og landbrugsarealer. De mange gravhøje i sognet vidner om, at engene og ådalen ved Vorgod Å skabte gode betingelser for agerdyrkning og bebyggelse allerede i oldtiden.
For 100 år siden lå gårdene spredt i de store hedearealer. Fra midten af 1800-tallet og hundrede år frem forandrede hedeopdyrkning, plantager samt udnyttelsen af de store brunkulslejer landskabet, og den tilbageværende hede er fredet.
Vorgod Å er ca. 20 km lang og snor sig fra Vildbjergs sydlige ende, hvor flere små bække løber sammen, mod syd, forbi Vorgod, og ender i Skjern Å.
DYR OG PLANTER
I området lever røde egern og oddere.
Der er et rigt fugleliv med både standfugle og trækfugle, blandt standfuglene findes grønspætte, rørspurv, vandstær og rødrygget tornskade. Når det er træktid, lægger flere fugle vejen forbi, og man kan være heldig at se en hjejle, pibesvane eller bjergvipstjert.
I åerne findes laks, elritse, finnestribet ferskvandsulk, gedde, stalling, strømskalle, trepigget hundestejle, ørred og ål.
Ved de ferske enge omkring Vorgod Å vokser alm. Mjødurt, gederams, kruset skræppe, lysesiv, rørgræs og stor nælde.
Jorden omkring Møltrup er mose og kær med sjældnere arter som benbræk, engblomme, hjertegræs, liden kæruld, plettet gøgeurt, purpurgøgeurt, rosmarinlyng, rundbladet soldug, spæd og almindelig mælkeurt, tranebær og vibefedt samt 10 arter af star.
KIRKESTIEN
Vorgod Å og Bolsvad Bæk afskar tidligere sognets sydøstlige beboere fra direkte adgang til Timring Kirke. Folk benyttede sig af vadesteder og genveje, hvor det var muligt, og en af genvejene var Kirkestien tværs over marken mellem Riis og kirken. Det var en gammel, hævdvunden ret, mente folk, men da Møltrup Optagelseshjem blev stiftet i 1912, opstod der problemer. Møltrups nye ejere mente, at de havde brug for landbrugsjorden, som rettelig tilhørte dem, og sløjfede Kirkestien til stor gene for sognebørnene, der måtte tage en lang omvej forbi Møltrup.
Sognerådet blev inddraget og opfordrede mere end én gang optagelseshjemmet til at bringe stien tilbage til sin oprindelige form. Det gjorde Møltrup da også – for en tid, men efter et par år var de gode forsætter igen glemt, og stien blev atter sløjfet. Møltrup på sin side mente, at de blev chikaneret, og nogle af sognebørnene morede sig da også med at slippe køerne løs fra stien. Striden om Kirkestien varede indtil 1930, hvor sognerådet og et amtsligt udvalg besigtigede stedet og besluttede at følge Møltrups ønske om at nedlægge stien. Til gengæld blev der etableret en ordentlig vej fra Riis og Grimstrup forbi Møltrup og ind til Timring samt en bro over Bolsvad Bæk.
I dag er indgangslågen på kirkens østlige side det eneste spor efter Kirkestien.
Skolen
DE FØRSTE SKOLER I TIMRING
I 1739 vedtog Christian 6. en skolelov, så alle børn fra 5-6-årsalderen og indtil konfirmationen var sikret skolegang. Indtil da var en god uddannelse kun noget, de mest velhavende børn i byerne kunne håbe på. Børnene på landet fik kun en beskeden undervisning i dansk og kristendom for at blive forberedt til konfirmationen, hvorefter de kom ud at tjene. Med skoleloven af 1814 fik hvert sogn en skolekommission, hvor præsten og de største lodsejere førte tilsyn, og der skulle undervises i dansk, regning, historie og kristendom. I flere jyske landområder protesterede forældrene mod den tvungne skolegang, for der var brug for børnene hjemme, når der skulle høstes o.lign. Derfor fik mange jyske skoler dispensation og kom til at høre under ”den vestjyske skoleordning”, hvor børnene kunne holdes hjemme i travle perioder. Først fra midt i 1900-tallet var der regelmæssig og ensartet skolegang over hele landet.
Fra Timring sogns vestligste til østligste punkt er der 11 km og mellem det nordligste og sydligste 10 km. Børnene måtte vandre i skole, og de store afstande over ujævne grusveje betød, at der flere steder i sognet blev oprettet biskoler i private hjem eller på små jordlodder. Nogle steder var der kun undervisning om vinteren, og ofte vandrede lærerne fra sted til sted for undervise.
HOVEDSKOLE OG BISKOLER
I 1741 lå skolen i Kirkegaard i Timring. Sognepræsten havde opsynet med en skoleholder, der underviste alle sognets børn, undtagen dem, der boede længst væk. Derfor betalte herregården Møltrups ejer for indretning og opvarmning af en skolestue på gårdene Trøstrup og Tiphede sydligst og vestligst i sognet. Skoleholderen på Kirkegård fik 8 rigsdaler om året for sit arbejde.
Fra 1869 til 1925 var hovedskolen Mosegaard Skole. Førstelæreren var samtidig kirkesanger i Timring Kirke. Efterhånden som byen voksede, blev skolen for lille, og der blev oprettet biskoler i Birkmose og Bjerregaard. Fra sidst i 1800-tallet klagede lærerne gentagne gange over forholdene, og der blev opført en ny skole, som blev indviet i 1925. Bygherren var Christian Nielsen (kaldet Kræ Brusen) fra Timring. Skolen havde indlagt elektricitet, men fik først indlagt vand i 1936. Der var skolestue, kontor, en mellemgang samt en lejlighed til læreren og hans familie. Desuden blev der opført en fritliggende bygning med vaskehus og lokummer (en kasse med et hul i og en spand under).
CENTRALSKOLEN
I 1962 opførte sognerådet en ny centralskole, og alle de små biskoler blev nedlagt. Flere af de små skoler levede ikke op til kravene for undervisning og bolig, og forældrene pressede på for at få en ordentlig skolegang i hele sognet. Den gamle skole i Timring blev indrettet til børnehave, og en overgang havde Timring Lokalarkiv lokaler i bygningen. Lokale firmaer stod for byggeriet, og centralskolen indeholdt syv klasseværelser, fire lærerboliger og et garageanlæg med vaskehus. Samtidig blev det muligt at for børnene fra Timring at fortsætte i den nyoprettede realskole (fra 8. klasse), når de var færdige i Timring med 7. klasse.
Timring Centralskole blev indviet 13. august 1962, og førstelærer A. P. Nyrup fra den gamle skole blev skoleinspektør. Sognerådet solgte de gamle biskoler og købte en skolebus, så børnene længst væk ikke skulle gå eller cykle i skole. I dag har skolen kun undervisning til og med 6. klasse. Derefter fortsætter børnenes skolegang i Vildbjerg.
Skoler i Timring sogn – kort med numre
- Birkmose Pogeskole: Birkmosevej 48, 1901-1962
- Birkmose Skole: Østergaard, 1845-1849 (privatskole, derefter filial til Grimstrup Skole) (ADRESSE? – ER IKKE SAT PÅ KORTET)
- Bjerregaard Pogeskole: Solsortevej 18, 1901-1962
- Grimstrup Skole: Albækvej 10, 1910-1962
- Grimstrup Skole: Albækvej 16, 1869-1910
- Kjærgaard Skole: Trehøjevej 49, 1864-1869
- Kjærgaard Skole: Vester Kjærgaard, Trehøjevej 41, 1827-1843
- Najbjerg Skole: Trehøjevej 50, 1843-1864
- Timmering Øster Sogns Skole: Grimstrupvej 6, ca. 1838-1857
- Timmering Øster Sogns Skole: Riisgaard, Riisvej 1, 1827-ca. 1841 og 1857-1869
- Timring Skole: Kirkegaard, Birkmosevej 6, ca. 1739-1869
- Timring: Mosegaard Skole/Timring Hovedskole, Birkmosevej 43, 1869-1825
- Timring: Timring Skole, Birkmosevej 24, 1962-nu
- Timring: Timring Skole, Birkmosevej 6, 1925-1962
- Tiphede Nordre Skole: Helmosedal, Løgagervej 33, 1878-1962
- Tiphede Skole: Nørgaard Mark, Trehøjevej/Timringvej, 1869-1878
- Tiphede Skole: Nørgaard, Timringvej 12, ca. 1739
- Tiphede Skole: Søndergaard, Timringvej 16, ca. 1836-1869
- Tiphede Søndre Skole: Granlyvej 1, 1922-1962
- Tiphede Søndre Skole: Granlyvej 4, 1878-1921
- Trøstrup Skole: Trøstrupgaard, Trøstrupvej 3, ca. 1739
Mejeriet:
TIMRING ANDELSMEJERI 1891-1983
Indtil 1891 lå de nærmeste mejerier ved Store Lysgaard og Vildbjerg nord for Timring, men andelstanken greb også bønderne her i sognet, og de blev enige om at bygge et lokalt mejeri med fælles drift og ansvar. Derved ville mejeriprodukterne blive bedre og mere ensartede, og bønderne kunne få en højere pris for mælken.
Mejeriet blev stiftet 9. marts 1891 i forsamlingshuset. Samtidig blev mejeriet i St. Lysgaard nedlagt, og alt, som kunne bruges derfra, blev kørt til Timring og genanvendt. Mejeribestyreren og de ansatte boede på mejeriet, som også havde eget vandværk.
Timring Andelsmejeri var oprindeligt et fællesmejeri med få ejere, men da leverandørtallet steg, blev det et andelsmejeri. I 1916 brændte mejeriet ned. Ejerkredsen besluttede hurtigt at genopføre mejeriet, og samme år blev der holdt rejsegilde.
Mejeriet producerede mælk, fløde, smør og fra 1930’erne også ost. Indtil 1950’erne foregik transporten med hestevogn, derefter med åbne traktorer. I 1967 købte mejeriet to tankvogne.
Timring Andelsmejeri lukkede 1. maj 1983 – som det sidste af egnens små mejerier. Bønderne kunne få 3 øre mere pr. liter mælk hos et større selskab. Timring Andelsmejeri var med til at sætte gang i byudviklingen, og ved lukningen forsvandt en stor del af hovedgadens daglige trafik og liv.
KARTOFFELKOGERI 1951-1967
Mælk var ikke det eneste, der blev fragtet til mejeriet med hestevogn. I 1951 besluttede andelshaverne at oprette et kartoffelkogeri, og samme år monterede man en lille kartoffelkoger på mejeribygningens mur. Behovet voksede, og i 1953 blev der bygget et fritliggende kogeri med to kogekar.
De kogte kartofler blev brugt til svinefoder. Landmændene kørte deres kartofler hen til kogekarrene, læssede kartoflerne op, og så blev der lagt riste over. Mens kartoflerne blev skyllet og kogt, vaskede landmanden vognen, hvorefter han kørte vognen ned i køregraven under karrene. Herfra blev kartoflerne hældt direkte ned på vognen. Kartoffelkogeriet blev nedlagt i 1967, hvorefter der blev indrettet garageanlæg til mejeriets tankbiler.
FORÅRSRULLEFABRIK, SMEDJE OG DESIGNVIRKSOMHED 1984-
Da mejeriet lukkede, flyttede medarbejderne også, og bygningerne stod tomme. Kort efter blev de købt af grosserer Hans Thomsen, som ville lave en forårsrullefabrik, men projektet kom aldrig rigtigt i gang. I 1985 overtog brødrene Steen og Ib Birk Poulsen bygningerne, efter at de fire år før havde startet Timring VVS, Smede- og Maskinforretning A/S i forældrenes lade. I 2006 flyttede virksomheden til større lokaler.
Derefter stod mejeriet tomt, indtil Carsten Thor købte det i 2008. Han grundlagde Thors Design i 2002, da han fik mulighed for at købe bolværkstræet fra det nedlagte færgeleje i Korsør. Bolværket var af azobé (også kaldet jerntræ), som er en hård og solid træsort. Carsten Thor udviklede en savklinge, der kunne skære i træet, og ideen om at designe rustikke møbler tog form.
Da Carsten Thor rykkede ind i mejeriet, lod han rummene stå så autentiske som muligt. Timring Andelsmejeri rummer i dag administration og showroom – stadig med den gamle rumfordeling som for 100 år siden. Alle er velkomne indenfor i åbningstiden.
VERDENSMÅLSGAVLEN 2021
FN har udpeget 17 verdensmål, og i sommeren 2021 blev 17 bygninger i Midtjylland udsmykket med hvert sit gavlmaleri. Mejeriet blev valgt, fordi bygningen har en stor historisk værdi og ligger centralt i Timring. Maleriet skildrer Verdensmål 13 om klimaindsatsen, hvor målet er at begrænse stigningen af den globale gennemsnitstemperatur.
Kunstneren er Desen Halicinarli. Hun er født i 1983 i Tyrkiet og uddannet kunstner i Istanbul. Titlen er ”Nature’s Watching You” og forestiller et træ med knaster, som ligner øjne. Der er mange overraskelser skjult i maleriets organiske former, når man begynder at lægge mærke til det. På gavlen sidder en QR-kode, hvor man kan få mere information om projektet.
Mejeribestyrere på Timring Mejeri
1891-1895 N. K. Vittrup
1895-1896 J. C. Kock
1896-1898 Troels Mikkelsen
1898-1908 J. Struve
1908-1934 Rasmus Holste
1934-1974 Anton Olsen
1974-1983 Karl Pedersen
Billederne nedenfor er nævnt i diverse skriv, men der kan desværre ikke skrives kommentar nedenfor, så tjek selv ud.
